Hjemme hos mine forældre stod de i reolen. Tyve-og-noget tykke bind i grønsorte eller orangebrune omslag. Lademanns Leksikon. Jeg ved ikke, om mine forældre brugte dem. Men jeg gjorde.
Jeg sled ryggen på dem. Slog op i alt muligt. Fandt ting, jeg ikke vidste, jeg var nysgerrig på, før jeg stod midt i dem. F for flyvemaskiner manglede ryggen helt.
Det var sådan, jeg blev klogere dengang. Jeg slog op, læste og spurgte.
Albert ser YouTube og Googler ting.
Det er her, han finder svar. Det er her, han lærer om Titanic og ubåde. Det er her, han dykker ned i Star Wars og lærer forskellen på en AT-AT og en AT-TE. Det er her, han opdager alt det, han ikke er blevet bedt om.
For Albert er YouTube ikke kun underholdning. Det er hans opslagsværk. Et levende, søgbart, uendeligt leksikon - på video.
Og det er faktisk ret fantastisk.
Men Lademanns Leksikon havde en redaktion.
Nogen havde valgt, hvad der skulle være med. Nogen havde valgt niveau, sprog og vinkel. Nogen havde faktatjekket. Nogen havde tænkt over, hvem der læste det.
De ramte sikkert ikke alt rigtigt. Men de prøvede.
YouTube har ingen redaktion. YouTube har en algoritme. Og en masse content creators der går til grænsen og gerne lidt over - for likes and subscribes.
Og algoritmen er ligeglad med Albert. Den er ikke designet til at gøre ham klogere. Den er designet til at holde på ham.
Det er to meget forskellige mål.
Det betyder, at vejen fra en god video til indhold, der ikke vil ham det godt, kan være meget kort. Ikke fordi YouTube nødvendigvis er fyldt med farligt indhold - men fordi det optimerer for fastholdelse, ikke for dannelse.
Lademanns Leksikon kostede mange penge. Det stod i reolen, fordi nogen havde valgt det til.
YouTube er gratis og altid lige ved hånden. Det kræver ingen beslutning. Det er bare der.
Og det er måske forskellen. Ikke mellem godt og dårligt indhold - men mellem kurateret og ukurateret adgang til viden.
Mine forældre valgte Lademanns.
Albert vælger YouTube, hvis han får lov.
Jeg vælger at styre slagets gang.
Af Jakob Edelfeldt