Det starter altid roligt.
En katte-video. En walkthrough af et spil, Albert er optaget af. En dokumentar om verdens største vingummibamse. Godt indhold. Den slags, man som forælder nikker anerkendende til og tænker: fint, det er okay.
Og så sker der noget.
Ikke med Albert. Med skærmen. Forslagene begynder at skifte karakter. Klippene bliver hurtigere. Tonen højere. En YouTuber, der råber. En thumbnail, der lover noget vildt. Og så endnu en. Og endnu en.
Det tager ikke lang tid. Det er det, der er pointen.
Jeg har brugt meget tid på at forstå, hvordan det virker - og jeg forstår det stadig ikke helt. Men det er til gengæld ikke særlig mystisk længere.
YouTubes algoritme er designet til ét formål: at holde dig på platformen så længe som muligt. Den måler ikke på, om du har lært noget, om du har det godt, eller om indholdet passer til din alder. Den måler på, om du fortsætter med at se.
Og den er meget god til det.
I 2024 udgav børnelæge Jenny Radesky og hendes team på University of Michigan et studie, der så på, hvad algoritmen rent faktisk anbefaler børn mellem 6 og 11 år. De analyserede knap 3.000 videoer, som blev foreslået efter helt almindelige søgninger - Minecraft, Fortnite, den slags. Over halvdelen af de anbefalede thumbnails indeholdt "chokerende, dramatiske eller skandaløse" budskaber. En tredjedel viste vold, fare eller pranks. Næsten en tredjedel var "uhyggelige, bizarre eller forstyrrende".
Det var ikke noget, børnene havde søgt efter. Det var noget, algoritmen skubbede mod dem.
Og jo længere de blev, jo værre blev det. Forskerne kaldte det at gå ned i kaninhullet - hver klik førte til lidt mere intenst indhold end det forrige.
Det er ikke en fejl i systemet. Det er systemet.
Der er noget ved det kortklippede, højenergiske indhold, der rammer hjernen på en særlig måde. Det er ikke farligt i sig selv. Men det er designet til at aktivere - ikke til at fordybe. Og når man ser nok af det i træk, kan det gøre det sværere at lande i noget roligt bagefter.
Det er det, jeg så hos Albert. Ikke at han så noget forkert. Men at han efter ti minutter med den slags indhold var et helt andet sted humørmæssigt, end da han startede. Mere urolig. Sværere at afbryde. Sværere at få ned igen.
Det er ikke Alberts skyld. Det er ikke engang YouTubes skyld i snæver forstand. Det er konsekvensen af et system, der er optimeret for noget andet end børns trivsel.
Her er det værd at sige noget om YouTube Kids, for det er ofte det første, folk peger på.
YouTube Kids er Duplo. Det er bygget til de helt små - store klodser, færre muligheder, et tæppe lagt over det værste. Det fungerer fint, indtil dit barn er omkring fem-seks år. Så vokser de fra det. Indholdet bliver for barnligt, og de vil hen, hvor de rigtige ting er.
Almindelige YouTube er Lego - hele biblioteket, alle muligheder, men også alle de skarpe kanter. Og det er præcis her, Michigan-studiet finder, at det går galt. Børn i 6-11-årsalderen vokser ud af YouTube Kids netop i den alder, hvor algoritmen er hårdest mod dem. Det er ikke et alternativ. Det er et hop fra "for lille til at være på platformen" til "alene med algoritmen".
Jeg mener ikke, at YouTube er farligt. Men jeg mener, at YouTube er rimelig ligeglad med dit barn.
Algoritmen har en ret god idé om, hvem Albert er. Men den ved ikke, hvad han har brug for. Den ved bare, at kortklippet indhold med høj energi holder ham på platformen - og så foreslår den mere af det.
Det er forskellen på en algoritme og en mor eller far. En forælder kan sige: det her ja, det her nej. Og det er det, Albert og jeg forsøger med YAY! - at give dig mulighed for ikke at lukke YouTube ude, men at sætte dig selv ind i ligningen igen.
Af Jakob Edelfeldt
Kilde: Radesky J, Bridgewater E, Black S, et al. "Algorithmic Content Recommendations on a Video-Sharing Platform Used by Children." JAMA Network Open, 2024. DOI: 10.1001/jamanetworkopen.2024.13855